|
Ritualer og dødekult Aande Hun mødes med de ældste-ældste, som hun altid har gjort det, men hun bliver der længere og længere nu. I åndeverdenen. Trangen til at vende tilbage til livet på jorden er blevet mindre med tiden. Båndene ældes – bliver skrøbelige. En dag vender hun ikke tilbage mere. Det ved hun. Spørgsmålet er bare… hvilken dag. Hun er gammel, men ikke svagelig. Derfor er det ikke noget problem for hende at få væltet dørstenen til side. Der er mørkt derinde. Mørkere end udenfor, selvom solen nu helt er forsvundet. En sidste lille vind i det lysegrå hår – så kravler hun ind. Aandes fysiske øjne stirrer ind i mørket, og en dyb tilfredshed fylder hende. De fremmede har gjort det godt. Hun indsnuser duften af den hellige røgelse, som stadig hænger i sten og bark fra indvielsesritualerne. Det var hende selv, der brændte den af, og nu som dengang hjælper den hende med at skifte bevidsthed. En del af hende kravler stadig i stengangen – En anden og nu vigtigere del flyver i tunnelen. Hurtigere og hurtigere går det, og nu kan hun skimte lys forude. Der er lys for enden af tunnelen, og med et gisp af fryd gennemtrænger hun lyset. Så er hun på den anden side. Der er mørkt i kammeret. Fysisk mørkt, men hun kan sagtens se derinde. Hun ser med hele sin sjæl. Ser hvordan de gamle tager imod hende. Hvordan de byder hende at sætte sig – og nu at lægge sig – i midten af den halvcirkel, de har dannet i den venstre halvdel af kammeret. De er stille. Smiler uden at bevæge mundene. Ler uden en lyd. Det var godt, du kom.
Sangen Nu synger Aande. Synger sin sang om livet. Synger sin sang om kærligheden – om alt det, der betyder noget. Synger sin sang om døden. Så bliver der stille – helt stille i kammeret. Den sidste luft forlader hendes lunger. Båndene brister. Søger rundt i kammeret og lægger sig så til hvile… Stille. ( Læs mere i bogen - ) © B-Joe Johansen 2003 |
||