|
En jættestue bliver til
De fremmede De fremmede er en broget flok, bestående af to familier. Mænd, kvinder, børn og hunde. De rejser rundt sammen og bygger helligsteder. Det er deres profession. Huse, lavet af store sten, i modsætning til lokalbefolkningens egne huse, som er af træ, skind og ler. Disse fremmede bygger huse skabt for evigheden. Huse som vil blive stående – nu og altid. Husene er indgange til underverdenen. Korridorer til åndernes rige. Et sted, hvor man kan mødes med stammens ældste-ældste. Dem, som er blevet så gamle, at de ikke mere vandrer på jorden. Et sted at mødes med forfædrene. Med guderne. Stammen har længe været i gang med forberedelserne. Der er samlet store bunker af flade sten fra hele området. Og flintesten… små bjerge af flintesten. Man har også lokaliseret flere kæmpesten i nærheden. Sten, der ser ud som om de kan bruges. De fremmede ved, hvordan man får dem fragtet til helligstedet. Pagter Der er allerede sat pejlemærker på jorden. En række sten markerer retningen. Her overlades intet til tilfældighederne. De fremmede involverer stammen. Alle skal hjælpe til i denne fase af byggeriet. Dette er et fælles anliggende, og alt, hvad der sker under arbejdet, er af stor betydning. Børn, voksne – dyr og mennesker - alle må deltage… De har på forhånd ryddet veje, som stenene skal rejse ad. De har fældet træer, som er blevet afbarket og nu ligger afventende i store stabler. Hvide og blødende. Glatte… En sten Stammen og de fremmede mødes ved stenen. Det er aften – solen er lige gået ned, og alle har bragt gaver med. Mad, drikke, smykker, værktøj og våben. Der ligger en tæt dis over ådalen, og trommerne dundrer. Shamanen kanaliserer stenen. Den takker for gaverne. For tilliden. For æren. Det er den rigtige sten. Stenen har et navn, som kun shamanen og de fremmede kender. Man må ikke nævne stenens navn, men nu mærker de det alle. De forbindes med stenen. Stenen indgår i stammen. Stammen og stenen er ét. Så går de hjem… Dagen efter – ved solnedgang – mødes de igen derude. Stenen har opsuget offergaverne, kun skårene fra de knuste lerkar og de ødelagte flintsager ligger tilbage. De vasker stenen. Lader den tørre og maler så sære tegn og mønstre på den. Spiralformationer og siksakstriber – lyn og evighed… Med reb af bark- og skindstrimler og ved hjælp af store løftestænger får de den lirket op på træslæden, som de har medbragt til formålet. Stenen hjælper til… Stenens rejse Støt og roligt nærmer stenen sig helligstedet. Den samlede kraft fra de mange menneskers kroppe får arbejdet til at synes let. Den aftagende måne kaster sit blege lys over rydningen... Så sker det! Et af rebene knækker. En svaghed i fletværket. Et utilsigtet slid. En pagt, der brister. Intet reb er stærkere end dets svageste led. Alt arbejde stopper i samme sekund. Et dybt suk fra de arbejdende folk - ellers kun… stilhed. De forlader langsomt stenen. Kun én bliver tilbage, shamanen. Hun må genskabe kontakten. Forny pagten. Noget gik galt, og man kan ikke arbejde videre, før det gale igen er blevet gjort rigtigt. Én forkert sten i så vigtigt et bygningsværk vil tappe kraften. Gøre stedet ubrugeligt til magisk arbejde. Vil lukke den dør, de her forsøger at få åbnet. ( Læs mere i bogen - ) © B-Joe Johansen 2003 |
||