Stengangen, som fører ind i højen, mistede allerede ved udgravningen i vinteren 1831 sine dæksten, men det store kammer står stort set, som da det blev bygget for omkring 5.300 år siden. Her får den besøgende en unik mulighed for at stå i en bygning, der i alt væsentligt står som den stod, da vore forfædre skabte den tilbage i den periode af vor fortid, som vi kalder bondestenalderen.

Denne bog vil fortælle historien om, hvordan jættestuen blev opdaget i 1832 - men også historien om dem der byggede den, og hvordan de bar sig ad med det. Bogen er delt op i to afdelinger: den første, som er fortællingernes bog, hvor vi gennemgår fundhistorien, historien om byggeriet og historierne om de folk, som brugte jættestuen til deres begravelser og ritualer. I anden del gennemgår vi fund og konstruktionsdetaljer, og denne del kan med fordel bruges som supplement til første del. Bogen kan således læses som en spændende historie, hvis det er det man har lyst til. Men der er altså også mulighed for at gå mere i dybden med det faktuelle i anden halvdel.

Bogen er ikke et forsøg på at lave en videnskabelig afhandling. Snarere er det et poetisk forsøg på - ud fra det konkrete fundmateriale - at vise, hvordan det kunne have været. Min baggrund for at skrive bogen udspringer først og fremmest af en dyb og inderlig fascination af bondestenalderens kult og ritualer. Jeg synes det er helt fantastisk, at vi her i vores lille del af verden har så storslåede bygningsværker – bygget næsten 1.000 år før pyramiderne i Ægypten. Men det er deres formål, deres brugsværdi, som for alvor tænder mig.

Hvis man overhovedet kan snakke om, hvad det er at være dansk, et emne der jo bliver talt og skrevet meget om i disse år, så føler jeg at det er i vore fælles rødder, at svarene bør søges. Vi har en fantastisk, dyb og interessant historie, som rækker langt længere tilbage end til vikingetiden – selvom vi nogen gange glemmer det.

Jeg har gennem mange år studeret bondestenalderens spor i landskabet. Forsøgt at sætte mig ind i stenalderfolkenes verdensbillede og i deres tankegange og bevæggrunde. Jeg har været med til at udgrave spændende lokaliteter, og jeg har oplevet den fantastiske følelse det er at være den første, der kærtegner et potteskår, efter 5.000 år. En følelse af, at man ligeså godt kunne have trykket forfædrenes hænder – henover årtusinderne. Det har gang på gang slået mig, hvor meget det kultiske har fyldt i vore forfædres liv. Deres slående respekt for de højere magter og for de gamle, traditionerne, de ældste-ældste. Deres evne til at kunne give – ofre – det bedste, de havde, for senere at kunne modtage det bedste, der var: frugtbarhed, lykke og trivsel. Dér tror jeg, vi nutidsmennesker kan lære meget - om hvad livet også er…

Besøger man Øm Jættestue på en af de traditionelle helligaftener – jævndøgn eller solhverv – kan man endnu den dag i dag møde tilbedere af de gamle sæder og skikke, som benytter kammeret til ceremonier og ofringer. Det er også en gammel skik på egnen, at lokale folk hvert år omkring juletid rengør kammeret og sætter et stort fad risengrød og et krus øl ind til højboerne. Stedet er stadig levende og aktivt, og hver enkelt besøgende oplever det på sin måde. Ingen går derfra uden at have haft en personlig oplevelse med jættestuehøjen. Man kan med rette sige, at stedet har bevaret sin kraft gennem årtusinderne og helt op til vor tid.